Fremtidens bolig
Med IHC kan alle el-funktioner styres - dels enkeltvis, dels i udvalgte kombinationer. Med et enkelt tryk kan man f.eks. slukke for alle de el-apparater, der kan være farlige for børn, der er alene hjemme.
Med en sluk-alt funktion kan man slukke for alt lys i hele boligen med et enkelt tryk, når man går ud ad døren. Samtidig kan man sætte boligen til at passe på sig selv ved automatisk at tænde og slukke en udvalgt belysning i hjemmet på en avanceret måde, så det ser ud som om, der er nogen hjemme.
Udsættes boligen alligevel for indbrud, kan bevægelsesmelderne fungere som alarmer - og f.eks. starte en sirene samtidig med, at indbruddet automatisk meldes over telefonnettet. Da IHC kan styres via enhver telefon, kan man f.eks. ringe til sommerhuset og tænde for varmen, når man er på vej.
Man kan også ringe hjem og tænde for kaffemaskinen, så kaffen er klar, når man ankommer. Jo, den fagre nye verden har for alvor holdt sit indtog i hjemmet. IHC systemet er fleksibelt og kan tilpasses den enkelte brugers eller families behov og livsrytme, og det er let at ændre programmeringen i takt med, at nye behov opstår.