Moderne el-installation skræddersys efter behov
I gamle dage - hvilket vil sige indtil for få år siden - var en el-installation ikke noget, den enkelte forbruger interesserede sig specielt for.
Alle boliginstallationer lignede nemlig hinanden til forveksling: Afbrydere til at tænde og slukke lyset med. Udtag til lamper - og stikkontakter til TV, støvsuger, kaffemaskine og hjemmets øvrige el-apparater.
Sådan har det været i 100 år - bortset fra, at antallet af stikkontakter har været stigende med tiden - i takt med el-apparaternes udbredelse.
Når en nybygget eller renoveret bolig i dag skal forsynes med en el-installation, så står boligejeren i en situation, hvor han har flere valgmuligheder. Han skal ikke bare tage stilling til, hvor mange stikkontakter, der skal være, og hvor de skal sidde. Han kan reelt få skræddersyet en el-installation, der er skabt til netop hans behov for boligkomfort og sikkerhed, og han har mange nye muligheder for at opnå energibesparelser ved at sætte "fornuftig adfærd" i system. Lyset kan slukke af sig selv, når der ikke er brug for det.
Rumtemperaturen kan sænkes automatisk, når der ikke er nogen hjemme - og så videre. Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser for mulighederne for øget komfort og systematiske energibesparelser i fremtidens - eller nutidens - intelligente bolig.